Kristen teologi − specielt den katolske − skelner mellem synd og synder. Synden i tanke, ord og handling forkastes helt. Men synde­ren kan få tilgivelse og genopstå, hvis synderen også forkaster synden og renser sig gennem bodshandlinger. "Se i nåde til mig arme synder". Glimrende fordi det holder fast ved en kerne, som kan redde i stedet for at forkaste, dræbe og udrydde alt ved hjælp af dødsdom, drab, krig og (stats)terrorbombning. Kirken praktiserer det bedre end domstolene ved hjælp af nåden. Ved hjælp af livstidsstraf – for ikke at snakke om dødsstraf – fjerner domstolene sig fra denne adskillelse. Undtagen ved hjælp af benådning hvor statsoverhovedet ophøjer sig selv til Gud.

Kampen skal altså rettes mod handlingen, mod ordet, måske også mod tanken – men ikke mod personen. "Gå efter bolden – ikke manden". Kampen skal rettes mod modsætningen − ikke mod modparten. Mod diktaturet − ikke mod diktatoren, sådan som vulgærdemokrater gør det. Mod kapitalismen − ikke mod kapitalisten, sådan som vulgærmarxister gør det. Mod den vanvittige idé, som "vi er udvalgt af Jahve/Gud/Allah og er derfor hævet over loven" – ikke mod den, der forvalter tanken, sådan som vulgær­terrorister gør det.