Det fører til en anden synsvinkel. Udadvendthed manifesteres ikke på samme måde på de forskellige niveauer af menneskets liv − dvs. på det fysiske, astrale, mentale og åndelige plan. Et menneske kan være udadvendt på et eller to niveauer og indadvendt på de andre. F.eks. kan man være udadvendt på det fysiske plan og på mentalplanet og bruge al sin opmærksomhed, tid, energi og mentale fokus på det fysiske område, hvor man arbejder og sandsynligvis er dygtig, og på samme tid være indadvendt på det følelsesmæssige og det åndelige plan, og som følge deraf ude af stand til at udtrykke sine følelser og til at relatere sin åndelige natur til det daglige liv.

Det forklarer mange modsætningsforhold i den menneskelige natur, og det er en advarsel mod at "stemple" andre, specielt fordi mennesker lever meget forskelligt. Ofte kan man se en vekselvirkning mellem udadvendthed og indadvendthed, og disse vekselvirkninger kan og skal styres med viljen. Et velintegreret menneske er både "udadvendt og indadvendt". Bevidst og efter ønske kan det rette opmærksomheden og aktiviteterne "udad" og "indad" efter behov, situationer og formål.

På baggrund af ovenstående informationer kan man se, at udadvendthed er en mere kompleks evne end først antaget. Aldous Huxley siger i The Perennial Philosophy:

"− at Jungs opfattelse af udadvendthed som antitese til indadvendthed er utilstrækkelig. Udadvendthed er ikke så enkel. Den består af to helt forskellige aspekter − det fysiske og det astrale".

Han peger også på, at når man ser det i dette lys, forstår man bedre Bhagavad Gitas opdeling af vejen til frelse. En person med en medfødt tendens til at udtrykke sine følelser følger helt naturligt hengivenhedens vej. Handlingens vej følges af de, der under alle omstændigheder føler behov for at "gøre noget".

Det er blevet sagt, at indadvendte mennesker er de, der "søger lyset til forståelse", og at udadvendte mennesker er de, der "søger lyset til erfaring". Begge egenskaber er nødvendige, for at man kan blive sandt oplyste mennesker. Derfor vil der være perioder, hvor man − ligesom tidevandets ebbe og flod − er udadvendt i den ene periode og indadvendt i en anden. Det gælder både en civilisation og en menneskehed som helhed, men det gælder også det enkelte menneske. Når man forstår det, bliver det nemmere at værdsætte den rigtige funktion af udadvendthed i Den Nye Tidsalder, for nu vil man forstå, hvordan udadvendthed kan medvirke til manifestationen af en mere åndelig tidsalder.