Dette princip og det næste omfatter de mest aktuelle politisk/økonomi­ske problemer, der dominerer verden i dag. Ved kommunismens fald og nederlaget for de ekstreme former for socialisme er kapitalismen (som bygger på ideen om ‘den usynlige hånd’) og varianter heraf blevet erklæret for vinder. Hvis man imidlertid skal erklære et økonomisk sy­stem for succesfuldt, må man i det mindste forvente følgende resultater:

• Det må kunne skabe velstand uden social ulighed.
• Det må beskytte miljøet.
• Det må være i stand til at håndtere demografiske forandringer.

Det er tydeligt, at kapitalismen ikke kan kaldes succesfuld, selvom den for øjeblikket er ‘vinder’.

Markeder består af mennesker og markederne er derfor ufuldkomne på grund af grådighed, snæversyn og simpel dumhed. Desuden kræver de fuldkomne markeder, at alle har fuld adgang til information − et umuligt mål. F.eks. er man ikke altid klar over de sande fysiske omkostninger ved de handlinger, der foretages. Det har resulteret i mange økologiske katastrofer, som menneskeheden først nu er ved at lære at tage med i betragtning. Uvidenhed fører også til fejlagtige vurderinger af de ægte samfundsmæssige fordele og omkostninger ved handlingerne. Disse fordele og omkostninger er de uhåndgribelige virkninger, som blev nævnt ovenfor – ting, som man ikke på en meningsfuld måde kan (og heller ikke skal forsøge på) at give pengemæssig værdi.

Det er et ubesvaret spørgsmål, hvad Adam Smith helt nøjagtigt mente med ‘den usynlige hånd’. Sandsynligvis gav han kun udtryk for sit ‘stoisk baserede’ trossystem, nemlig at uanset hvad der sker på grund af menneskelig svaghed, så vil alt vende sig til det bedste. Han brugte kun udtrykket ét sted mere:

”Jordens grøde opretholder til enhver tid livet for det antal mennesker, som den er i stand til. De rige vælger det fra varebunken, de finder mest værdifuldt og tiltalende. De forbruger mere end de fattige, og på trods af deres naturlige egoisme og griskhed − selvom de kun er interesseret i deres egen bekvemmelighed, selvom det eneste resultat de ønsker af de tusinder, de beskæftiger, er at tilfredsstille deres eget forfængelige og umættelige begær − så deler de frugten af al deres fremgang med de fattige. De ledes af en usynlig hånd til at foretage næsten den samme fordeling af livsfornødenhederne, som ville være blevet foretaget, hvis Jorden var blevet delt ud i lige store dele til alle beboere. Og på denne måde − uden at have det til hensigt, uden at vide det – fremmer de samfundets interesse og giver midler til, at arterne kan mangfoldiggøres.”

Adam Smith: The Theory of Moral Sentiments, s. 184-185

Desuden mente Adam Smith utvivlsomt − ligesom de fleste andre på det tidspunkt − at ulige fordeling af goderne var en mere eller mindre naturlig tilstand. I samme afsnit fortsætter han:

”Da forsynet delte Jorden mellem nogle få fine herrer, glemte det ikke og lod ikke dem i stikken, der ser ud til at blive udeladt i delingen. Også de sidstnævnte nyder deres andel af alt, hvad Jorden skaber. Alt, der afgør ægte menneskelig lykke, står tilbage for de, der tilsyneladende er hævet højt over dem. I fysisk velvære og med ro i sindet står alle lige på samme niveau, og tiggeren, der soler sig ved vejkanten, har den tryghed, som konger kæmper for.”

At samfundet ikke længere accepterer den form for hypoteser illustreres af Det kongelige Svenske Akademi, der gav en (kontroversiel) Nobel-pris til Amartya Sen for hans bidrag til ‘velfærdsøkonomi’ − et studium om, hvordan samfund kan fordele ressourcer retfærdigt. Hermed er det ikke sagt, at Adam Smiths princip er fejlagtigt eller usandt. Men det er nødvendigt konstant at integrere ethvert princip med samtidens viden og værdier.

Kan der være nogen tvivl om, at udryddelse af fattigdom er en af betingelserne for Kristi tilsynekomst? Menneskeheden har ressourcerne, den nødvendige viden og redskaberne til at udrydde fattigdom, både nationalt og internationalt. Men den mangler stadig viljen til at gøre det.