Ansvaret
Mennesket har selv ansvaret
Mange velmenende aspiranter må forstå, at de selv har ansvaret for mange af de vanskeligheder, de møder i livet. Mange bliver overrasket over, at de tilsyneladende vækker modstand hos deres nærmeste. De jamrer over, at deres forsøg på at leve et åndeligt liv, at studere, at læse og tænke, ikke imødekommes med forståelse. Årsagen findes som regel i åndelig egoisme. De taler for meget om deres åndelige stræben – om sig selv. Og fordi de ikke opfylder deres primære ansvar i familien, får de ingen forståelse for deres krav om tid til at meditere. Familien skal være opmærksom på, at de mediterer. Der skal være stille i huset. De må ikke forstyrres. Ingen må brase ind til dem. De arbejder jo åndeligt!
Disse vanskeligheder ville ikke eksistere, hvis aspiranter huskede to ting: For det første, at meditation er en proces, der udføres stilfærdigt og regelmæssigt i det menneskelige tankesinds skjulte tempel. For det andet, at meget ville være anderledes, hvis de ville lade være med at snakke så meget om det, de gør. Man må stræbe efter åndelighed i tavshed og holde sig selv som personlighed i baggrunden. Man må organisere sin tilværelse på en måde, der gør det muligt at leve som sjæle og bruge tilstrækkelig tid på at samarbejde med sjælen, samtidig med at man bevarer proportionssansen, bevarer sine nærmestes kærlighed og opfylder alle naturlige forpligtelser og ansvar. Selvoptagethed og for megen snak er de klipper mange aspiranter midlertidigt strander på.
|