Sjælen og dens redskaber

Det første skridt i retning af en seriøs teori er forståelsen af menneskets opbygning – af sjælen med dets legemer og deres indbyrdes forbindelse. De redskaber eller legemer, som bevidstheden eller sjælen bruger, har afgørende betydning for hukommelsen. Hele genkaldelsen af mere eller mindre fjerne begivenheder er et spørgsmål om at afbilde dem i redskabet − dvs. legemet – og dermed menes der, at man former en del af stoffet i det legeme, som bevidstheden er fokuseret i, så det danner billeder af begivenhederne.

Først skal der fokuseres på, hvad der sker, når det fysiske legeme modtager et indtryk, og bevidstheden senere genkalder dette indtryk – dvs. husker det. En vibration udefra rammer et sanseorgan, som overføres til det hjernecenter, som sanseorganet er forbundet med. Det medfører, at en cellegruppe i hjernen vibrerer, og det efterlader cellerne i en lidt anden tilstand end den, de befandt sig i før påvirkningen.

Reaktionen har sat et spor i cellegruppen. Når cellegruppen én gang har vibreret på en bestemt frekvens, bevarer den resten af livet som cellegruppe muligheden for at vibrere på samme frekvens uden igen at modtage en impuls fra den ydre verden. Enhver gentagelse af en bestemt vibration styrker denne mulighed. De enkelte vibrationer efterlader deres eget spor, men der kræves mange gentagelser, før cellegruppen selv kan aktivere en gentagelse.

Cellerne nærmer sig denne mulighed ved hver gentagelse, der aktiveres udefra. Men vibrationen stopper ikke ved de fysiske celler. Den overføres til den tilsvarende "cellegruppe" i de finere indre legemer, og i sidste instans har den skabt en ændring af bevidstheden. Ændringen virker tilbage på cellerne. En gentagelse af vibrationen aktiveres indefra af forandringen i bevidstheden. Denne gentagelse er erindringen af det, der indledte hele kæden af vibrationer.