Her er en definition med syv elementer på fundamentalisme:

Ideen stammer fra nationale beretninger, hvor man påstår, at nationen er udvalgt af overfysiske kræfter som Jahweh hos jøderne og Gud og Allah hos deres arvtagere.

Grundlaget er sædvanligvis en myte, der kombinerer en glorværdig fortid med en glorværdig fremtid – når først proble­merne med nutidens vantro eller endog æreløse er overvundet.

Chok − opdigtede eller reelle − som en nation har lidt, efterlader dybe sår, som nager den kollektive bevidsthed, og som kan udnyttes særligt af lederskikkelser med tilsvarende sårethed.

Tendensen til at adskille alt − eksempelvis stormagter og nationer – med skarpt optrukne græn­ser.

Tendensen til udelukkende at tilskrive sig selv guddommelige kvaliteter mens andre udelukkende er onde. Gud mod Satan.

Denne tendens findes i abrahamitiske religio­ner, hvor man forestiller sig et endeligt slag mellem godt/Gud og ondt/Satan.

Et psykologisk syndrom med tilbøjelighed til fortrængning og fornægtelse af egne svagheder (eksempelvis overdreven vold i tanke, ord og handling) og tillægge andre disse svagheder.