Som sagt oplevede hun besynderlige ting. Blandt andet fortalte hun, at hun ofte for sit indre blik så en høj, majestætisk skikkelse – en hindu med hvid turban. Denne skikkelse kaldte hun for sin “beskytter”. Det viser sig senere, at det var helt korrekt, for det var en mester fra den indre verdensstyrelse.

Her skal der gives et par eksempler på de mærkelige begivenheder, der skete omkring hende – begivenheder, der illustrerer, at det måske ikke var helt forkert at opfatte dette menneske, hun så for sit indre blik, som en beskytter. Hun så ham for sit indre blik, men han trådte også af og til helt frem og viste sig fysisk.

En af hendes yndlingsbeskæftigelser var at ride på kosakheste uden sadel, og der er veldokumenterede beretninger om en situation, hvor hun som 13-årig red på en fyrig kosakhest. Hun var dygtig, så hun red frygtløst hen over sletterne. Pludselig gik hesten amok og løb løbsk. Lille Helena blev slynget af hesten, men den ene fod hang fast i stigbøjlen. Man behøver ikke en masse fantasi for at forestille sig, hvor forfærdelig sådan en ulykke normalt ville ende. Ikke alene ville hun blive alvorligt kvæstet. Hun ville sandsynligvis blive slået ihjel – endog på en særdeles brutal og pinefuld måde.

Men til tjenestefolkenes store forundring, svævede hun oppe i luften. Hun blev simpelthen “båret” i sikker afstand fra jorden, indtil hesten pludselig blev standset af en usynlig hånd eller af et usynligt menneske. Helena blev stille og blidt lagt ned på jorden, og da tjenestefolkene nåede frem til hende, var hun fuldstændig uskadt … selvom hun selvfølgelig var temmelig chokeret over begivenheden.

Men der findes andre veldokumenterede beretninger:

For eksempel ville Helena engang op og se på et billede, der hang højt oppe på væggen. Hun boede i et adeligt hus med meget højloftede rum, og på væggene hang der billeder og andre ting, der kunne interessere et nysgerrigt barn. Hendes opmærksomhed blev fanget af et billede bag et hvidt forhæng højt oppe under loftet. Hun bad om at se, hvad der gemte sig bag forhænget, men fik nej. Hun var ikke ret stor, og hun ville op og se, hvad der var gemt bag forhænget, for hun var en usædvanlig viljestærk pige. Engang, da hun var alene i værelset, byggede hun derfor sit eget lille “babelstårn” ved hjælp af borde og stole, og hvad der ellers kunne stables ovenpå hinanden.

Da hun var nået højt op, brasede Helenas “babelstårn” sammen. Et fald fra denne højde mod det hårde stengulv ville utvivlsomt have kostet hende livet. Men igen bliver hun standset i luften, båret forsigtigt hen og lagt på en sofa. Møblerne blev over i købet stillet på plads, forhænget blev igen trukket for billedet. Beviset for at hun virkelig havde været helt deroppe, var et aftryk af hendes lille hånd i støvet på væggen.

Og meget tyder på, at der faktisk var tale om en indre beskytter, som greb ind og reddede hende i de situationer, hvor hun ellers – på grund af sin ustyrlighed – ville være slået ihjel på et alt for tidligt tidspunkt.