Hos alle mennesker findes der indre kvaliteter, som stammer fra en kilde, der ligger langt over menneskets “normale” personlighed. Kærlighed, skabelse, tjenesteånd, stræben − den fortabte søns “impuls til at vende tilbage til sin Faders hus” − værdsættelse af sandhed, skønhed og godhed − en “virkelighedsfølelse”, uanset hvor svag den kan være − og en følelse af, at der findes “noget mere” − er årsag til menneskehedens permanente rastløshed, der kan kaldes den “guddommelige utilfredshed”. Det er en eventyrlyst − den konstante kamp for at skabe resultater − der viser, at “mennesket både er et dyr og en levende Gud”.

Denne guddommelighed kan være mere uudfoldet hos nogle end hos andre. Ikke alle påvirkes af impulsen, sådan som f.eks. mystikerne blev det ifølge de store religioners historie. Det er heller ikke alle, der jages af ”Hound of Heaven”, som det skete for poeten Francis Thompson, der beskriver, hvordan digteren flygter fra Gud men indhentes …

• Jeg flygtede fra Ham gennem nætterne og gennem dagene.
• Jeg flygtede fra Ham gennem årenes gang.
• Jeg flygtede fra Ham gennem mit eget sinds komplicerede labyrinter.
• Og i tårernes tågedis flygtede jeg fra Ham under latterbrøl.
• … Jeg flygtede fra disse pålidelige fødder, der fulgte mig, men de indhentede mig.

De fleste oplever lignende perioder, hvor denne energi kommer mere eller mindre til udtryk, og det kan ske på mange forskellige måder. Men på samme måde som et pres fra dybet skaber tidevandets ebbe og flod, og på samme måde som planterne tiltrækkes af lyset, og på samme måde syren i melet forandrer substansen, på samme måde presses menneskeheden frem af den medfødte guddommelighed i det indre.

Man skal også huske, at evolution ikke kun sker i menneskeriget. Man ved nu, at selv mineralriget, der ikke kan bevæge sig ved egen kraft, i høj grad er dynamisk, og at det kan kaldes det “laveste” aspekt af guddommelighed. Stoffet – som man nu ved er energi, atomart liv – har derfor en uhyre stor betydning. Som James Jeans sagde: “Universet begynder at ligne en stor tanke mere end en maskine”.

De, der arbejder inden for det naturvidenskabelige område, har størst betydning i relation til at åbenbare guddommelighed i den nuværende tidsalder. Ved hjælp af fortidens forskellige metoder fanger man en ny vision af livets undere og af det liv, i hvilket “vi lever, røres og har vores væren”. Tidligere var det hovedsageligt mystikere, der brød igennem til det ukendte, når de via bøn og intenst arbejde forsøgte at opnå og at erfare guddommelighed. I dag opnår man viden om Gud og livet på en mere specifik måde, når man nærmer sig det ukendte ved at bryde igennem mentalt. Når der er kontakt til en inspiration eller en ide, så testes den sagligt og nøgternt via forsøg og eksperimenter, når det er muligt, og ved at sammenligne med det, der allerede er kendt, for at “bevise”, at inspirationen er korrekt. På denne måde lærer mennesket om den substans og de energier, der udgør menneskehedens univers eller “eksistensområde”. Man får på den måde en forståelig viden om menneskets rolle i helheden og om den essentielle guddommelighed.

Ofte kommer den første erkendelse eller følelse af guddommelighed fra fænomener i naturrigerne, der viser et logisk og sammenhængende skabende grundlag for det liv, der kendes her på Jorden. Digteren A.E. har beskrevet denne oplevelse på denne måde:

”… er det ikke sådan, at solskin, tusmørke, farver, former, elementer er smeltet sammen til stadier på en måde, så det ser ud som om de taler til mennesket om den evigtlevende natur? Er det ikke sådan, at den luft vi indånder og udånder nogle gange tilsyneladende er et helligt åndedræt? Er det ikke sådan, at vi altid går ind i det, vi reflekterer over? Er det ikke sådan, at den faste jord, sten og bjerge til tider har virket transparente? … Går vi ikke af og til ud af kroppen, så vores væren ekspanderer, og så det ser ud, som om vi smelter sammen med livet i naturen, og som om vi trænger ind i den og forenes i den endeløse længsel efter at være midt i hinandens områder?”

A.E. The Avatars, s. 147