Knagen i det menneskelige redskab

Den tibetanske mester Djwhal Khul beskriver meget klart årsagerne til, at disciplene bør fortsætte deres arbejde i de senere stadier af en inkarnation ”på trods af træthed og den tiltagende ›knagen‹ i det menneskelige redskab”. Sammenfattet er disse årsager:

1. Der er behov for at det rytmiske tjenestearbejde og den frugtbare indsats fortsætter, når de står på den anden side af sløret og er blevet fri for den fysiske krop. Der skal ikke være nogen afbrydelse i tjenestearbejdets mønster.
2. Der er behov for at opretholde bevidstheden om at være en arbejdende discipel. Der skal ikke være nogen forskel i energien før og efter dødsoplevelsen.
3. Der er behov for at slutte inkarnationen på en måde, så det er åbenlyst, at man er med­lem af en ashram: Der må ikke være nogen brud på eksisterende forbindel­ser, og den ashramiske energi, der strømmer gennem disciplene til den fysiske verden, må heller ikke svækkes. Denne opgave kræver en kraftig koncentra­tion af energi. Opgaven vanskeliggøres ved det fysiske redskabs naturlige svækkelse i alderdommen − en svækkelse der må opvejes ved at forstærke den spænding, som disciple altid lever i.[1]

Når disse tre ”behov” følges, kan man desuden tilføje en udtalelse, der definerer med næsten uhyggelig klarhed, hvilke højder disciplene skal klatre op til − højder som hverken fysisk alder eller fysisk træthed må afholde dem fra at nå.

_________________________________

[1] Alice A. Bailey: Discipelskab i den nye tidsalder, bind II, s. 551-553

_________________________________