Fred uden forbehold
Flere og flere erkender i dag, at der er én menneskehed, én planet og én fælles fremtid. Intet andet! Freden, alle taler om, skal derfor være en fred uden forbehold. Men tør menneskeheden tage konsekvenserne af freden?
Vil alle mennesker ikke bare have fred? De fleste vil sikkert svare ja, men spørgsmålet er, om man forstår det samme ved ordet fred. Fredsbegrebet skal defineres, hvis visionen skal virkeliggøres. Ellers bliver det ved snakken. Mange har den opfattelse, at når der kommer fred i verden, så skal der nok komme rigtige menneskelige relationer. Dette synspunkt afslører en fatal misforståelse. Gandhis udsagn: "Der er ingen vej til fred − fred er vejen", siger måske på den mest enkle måde, hvor forkert menneskeheden hidtil har grebet det an.
I UNESCO’s konstitution står der:
"Krige begynder i menneskets sind,
derfor skal fredens forsvar bygges i menneskets sind".
Der må med andre ord foregå en indre "nedrustning", før den ydre fred kan gennemføres.
|